Opholdsstedet
og Skolen Gimle er organiseret som en Fond. Den overordnede ledelse varetages af en fondsbestyrelse bestående af 6 medlemmer. Fonden er stiftet af Kurt Schiermacher og Torben Jørgensen. Kurt Schiermacher står for den daglige ledelse af opholdsstedet og skolen. Opholdsstedet og Skolen Gimle er under § 49 i lov om social service godkendt til
10 børn og unge.
Fysiske rammer om opholdsstedet.
Opholdstedet og Skolen Gimle er beliggende i en fritliggende nedlagt landbrugsejendom / maskinsnedkeri i det åbne land omkranset af marker og skov og med nærmeste nabo ca. 600 meter fra ejendommen. Der er 2 km. til den nærmeste lille landsby, Øster Egesborg, hvor der er en mindre friskole. Afstand til Vordingborg , som er nærmeste større handelsby er 10 km. Vordingborg er områdets centrum for mange fritidsaktiviteter f.eks. svømmehal, sejlklub og mange andre foreninger og klubber. Afstand til Mern og Stensved hvor daglige indkøb gøres er 4-5 km. På Stensved Skole er der ungdomsklub og ungdomsskole.
Beboelsen består af 2 sammenbyggede huse på samlet boligareal på 450 m2.
Der er gode faciliteter med enkeltværelser til 10 børn.
Faciliteter i tilknytning til opholdssteder: Stor indendørs skateboardrampe, knallert, go-cart og cykelværksted, samt værkstedertil diverse kreative aktiviteter. Sidste skud på stammen er en nyindrettet "netcafé" samt lokale til Minirace med computerstyret tidtagning.
Arealet rundt om værksteder og hal er asfalteret og meget velegnet til rulleskøjter, skateboard og basketball. Ejendommens jordtilliggende er 3 tønder land folde med græs, som ligger lige op til skov.
Målgruppe.
Opholdsstedet modtager normaltbegavede drenge i alderen 10 år og opefter, der har emotionelle og psykosociale problemer af middelsvær grad, som kommer til udtryk i sociale, personlige og skolemæssige sammenhænge.
Adfærden kan være præget af ikke vedvarende udadreagerende og grænseafprøvende adfærd.
Opholdsstedet modtager børn af anden etnisk baggrund. Dårlige skoleoplevelser fra den traditionelle folkeskole eller fra specialskoler, samt hyppige skoleskift, vil ofte være en del af barnets problemstilling.
Opholdsstedet tilstræber at modtage børn og unge for frivillig anbringelse, men modtager også børn der er tvangsfjernede.
Opholdsstedet påtager sig ikke at arbejde med børn og unge, som har psykiatriske diagnoser som skizofreni eller psykoser.
Visitation.
Visitation foregår i tæt samarbejde med sagsbehandler, forældre og barn. Det er vigtigt i det videre arbejde, at barn og forældre er orienteret om forhold, regler og konsekvenser i Gimles dagligdag, og hvilke muligheder der er for skole og fritidsaktiviteter.
Indkøringsfasen.
Indkøringsfasen på opholdsstedet foregår ved intens voksenkontakt. Der vil i hvert tilfælde blive lavet en vurdering af, hvordan indkøring skal foregå. Eksempelvis kan det foregå ved rejse-aktivitet eller kortere ophold væk fra opholdsstedet. Ture eller rejser skaber mulighed for at få tætte relationer til børnene. Den fælles erfaringsdannelse som opstår mellem børn og voksne på en rejse til f.eks. en ødegård i Sverige, kan være et vigtigt redskab i det senere pædagogiske arbejde. Barnet vil være med i beslutningen omkring valg af aktuelle tilbud på opholdsstedet, fritidsklubber, indretning af værelse m.m.
Pædagogisk metode/værdigrundlag
Opholdsstedets grundtanke bygger på det enkelte barns stærke sider og på at skabe rum og motivation for positiv personlig, social, fysisk og faglig udvikling.
Vi tager udgangspunkt i egne personlige værdier og kobler det til et fælles professionelt værdigrundlag for
Opholdstedet og skolen Gimle.
Af hjørnesten i værdigrundlaget kan nævnes:
Den personlige relation
Respekt for forskelligheden
Frihed under ansvar
Tillid
Humor
Det er ikke er muligt at lave pædagogisk arbejde uden at have en relation til det enkelte barn.
Vi arbejder ikke udfra en speciel pædagogisk teori, men det pædagogiske arbejde på opholdsstedet vil altid foregå i en positivt motiverende stemning, med vægten lagt på barnets stærke sider.
Den pædagogiske indfaldsvinkel er, at børnene møder synlige voksne:
- Der altid er klar til at involvere sig og stille klare og realistiske krav til den enkelte.
- Er i stand til vedholdende at hjælpe den unge til at opfylde de stillede krav og målsætninger.
At være en synlig voksen er også at gå foran med et godt eksempel og i det hele taget være en god ”rollemodel” for børnene.
I respekt for det enkelte barn, vil der være en klar struktur, som understøtter barnets eventuelle manglende evne til selv at organisere og strukturere eget liv.
Frihed medfører ansvar.
Da opholdsstedet er et helhedstilbud, som dækker både bo, undervisning og fritid, bliver der taget udgangspunkt i det enkelte barns problemstilling og der bliver udfærdiget en individuel handleplan, som vil være bygget af flere trin.
Alle" trin" vil foregå på samme tid, men trininddelingen skal være et hjælpeværktøj i forhold til at kunne måle udvikling og færdigheder.
- Trin 1. vil hovedsageligt arbejde med aflæring af gamle uhensigtsmæssige handlemønstre og indlæring af nye handleværktøjer. I trin 1 vil fokus være på adfærd, både positiv og negativ.
Det kan være umuligt at bygge positive handlemønstre ovenpå negative, derfor vil vi, i indkøringsfasen, prøve at give barnet meget tæt voksenkontakt, det kan være i opholdsstedet eller på ture væk fra opholdsstedet. Disse forløb skal være med til at give barnet en god relation til den kontaktperson, som vil følge barnet fremover.
- Trin 2. vil, med udgangspunkt i den enkeltes stærke sider, lægge vægt på at få iværksat undervisning på mere utraditionel vis, herunder ADL træning. Generelt vil der blive lagt vægt på indlæring gennem praktisk opgaveløsning og egen erfaringsdannelse. En del af undervisningen vil foregå på vore værksteder, hvor det er muligt at kombinere teori og praksis.
- Trin 3. er arbejde på det sociale plan. At lære at kunne indgå i sociale sammenhænge på en fornuftig måde. Vi vil arbejde med at give de unge øget social forståelse og lære dem at indgå i sociale relationer. At få øget social kompetence kan man ikke læse sig til. Det skal ske ved samvær med andre mennesker, hvor man kan lære at læse deres signaler. Det er pædagogens opgave at sætte ord på sociale handlinger, så barnet får forståelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Pædagogen skal bringe den unge i situationer, hvor det er muligt at lære disse ting. Vi isolerer ikke de unge på opholdsstedet, men bruger lokalsamfundet som sparringspartner. Det vil sige at pædagogen deltager som ”personlig” vejleder, når den unge deltager i aktiviteter uden for opholdsstedets regi. Målsætning er, at den unge selvstændigt kan benytte lokale klubber og foreninger og kan deltage i arrangementer i lokalsamfundet.
- Trin 4. fritiden er en væsentlig del af barnets liv på Gimle. Derfor vil vi lægge stor vægt på, at den ikke kun går med tv og computerspil. Den enkelte skal have oplevelser og udfordringer, der kan styrke de unges motoriske færdigheder og give dem psykisk overskud til at kunne arbejde med ovenstående punkter. Vi vil selvfølgelig tage udgangspunkt i de unges egne ønsker om, hvad de vil beskæftige sig med, men vi vil igangsætte aktiviteter, som vi selv kan stå inde for, og som vi har kvalifikationer til. Igen er udgangspunktet, at det er vigtigt for disse børn at opleve voksne, der går forrest som ildsjæle. Vi sætter fokus på actionsprægede fysiske aktiviteter som klatring, boldspil, skateboard, rulleskøjter, knallert, gokart og andre friluftsaktiviteter som en del af fritiden. Det er en væsentlig del af opholdet på Gimle at få brugt sin krop og blive fysisk træt.
Musik, sang, almindelig leg og samvær med andre unge og voksne er ligeledes en meget vigtig faktor i alle børns liv. De udarbejdede handleplaner kommer til at indeholde disse 4 faser, hvorved de giver os mulighed for at måle den pædagogiske indsats vi yder.
Netværk.
Familienetværk:
Vi arbejder meget med, at børnene skal bibeholde deres familienetværk, mens de er på Gimle.
Vi afholder flere arrangementer om året, hvor familien er inviteret til at deltage. For os er det vigtigt, at forældrene løbende bliver informeret om, hvad deres barn beskæftiger sig med, hvilke aktiviteter barnet er med til, hvordan det går i skolen osv. Dette vil ofte ske telefonisk mellem kontaktpersonen og forældrene, men vi tager også gerne på hjemmebesøg og modtager gerne besøg af forældre og familie på
Opholdstedet og skolen Gimle Netværk til andre opholdssteder :
I samarbejde med andre nærliggende opholdssteder, arbejder vi på at danne en slags netsværkgruppe for børnene. Målet er at kunne mødes en aften om måneden. Her vil de så få mulighed for at være sammen med andre børn i samme situation. Dette kan være med til at danne grundlag for et netværk børnene imellem.
"Opholdsstedets netværk" :
Vi er opmærksomme på, at selve opholdsstedet ikke bliver en isoleret institution i lokalsamfundet. Vi ser det vigtigt for opholdsstedet at gøre sig synlig i lokalsamfundet, eksempelvis - at kunne gå ind og få en god snak med den lokale mekaniker at handle i lokalbutikker, benytte lokale håndværkere, samt at benytte andre lokale serviceorganer. Udslusning og efterværn.
Opholdsstedet varetager efterværn udfra individuelle behov. Der bliver lavet en udslusningsplan i samarbejde med barnet, forældre og den anbringende kommune.
Personalet på opholdsstedet forbliver som kontaktperson / personlig rådgiver i forbindelse med udslusning og efterværn og vil følge barnet tæt, om så det gælder botræning i egen ungdomsbolig / lejlighed, - et efterskoleophold, læreplads, eller andet ud uddannelsesforløb. |