Skolen på Gimle er etableret med baggrund i bekendtgørelse nr. 730 af 21. juli 2000 af lov om folkeskolen § 20, stk. 3 og § 22, stk. 5-7 om specialundervisning af børn i dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted for børn og unge. Der er indgået undervisningsoverenskomst mellem Gimle og skoleforvaltningen i Langebæk kommune. Skolen er normeret til 10 elever. Der er udover
Børne og Familierådgivningen i Vordingborg kommune, tilknyttet fast ekstern supervisor.
Den overordnede ledelse varetages af en fondsbestyrelse bestående af 5-6 medlemmer, hvoraf det ene – Kurt Schiermacher – varetager den daglige ledelse af skolen. Vi indskriver eksterne elever til dagbehandling / undervisningstilbud
Fysiske rammer:
Skolen er beliggende umiddelbart ved siden af opholdsstedet. Skolen på Gimle er indrettet i 200 m2 af de gamle værkstedsbygninger og består af 3 undervisningslokaler, 1 fælleslokale, køkken, værksted og toilet.
Skolen har adgang til den store hal med skateboard rampe, bordtennis m.m som kan benyttes i frikvartererne. Arealet rundt om skolen bliver flittigt brugt til basket ball, rulleskøjteløb m.m
Visitation.
Visitation foregår i tæt samarbejde mellem Børne og
Familierådgivningen i Vordingborg kommune, anbringende kommune og skolen på Gimle.
Det er vigtigt i det videre arbejde, at barn og forældre er orienteret om forhold, regler og konsekvenser i Gimles dagligdag, og hvilke muligheder der er på skolen. Disse informationer gives ofte ved et besøg af forældre og sagsbehandler, og senere et besøg hvor barnet deltager.
Målgruppe:
Skolen modtager normalt begavede elever mellem 10 og 16 år med psykosociale problemer af middelsvær grad, som kommer til udtryk i sociale, personlige og faglige sammenhænge. Adfærden kan være præget af midlertidigt udadreagerende og grænseafprøvende episoder. Dårlige oplevelser fra den traditionelle folkeskole eller fra specialskoler, samt hyppige skoleskift, vil ofte indgå i elevernes problemstilling. Skolen indskriver ikke elever med daglige misbrugsproblemer, tidligt skadede med massive tilknytningsproblemer eller elever med psykiatriske diagnoser som psykose og skizofreni.
Målsætning:
At udvikle og styrke elevernes faglige, psykiske og sociale kompetence, således at de - om muligt - bliver i stand til at fungere i folkeskolen.
Pædagogisk udgangspunkt for behandling/undervisning:
Vi arbejder ud fra et eklektisk pædagogisk/psykologisk grundlag. Vi er voksne, der glædes over at lære af eleverne og hinanden og stræber efter ægte menneskeligt ligeværd. Vi vægter nærvær, gensidighed og troværdighed højt. I vore øjne findes der ingen isolerede psykiske processer. I relationer er både elevernes og vor egen ’bagage’ involveret. Derfor ser vi det som vigtigt, at vi som voksne er villige og i stand til at vedkende os og arbejde med egne projektioner og blinde pletter; at vi indgår i et åbent, loyalt og ligeværdigt samarbejde med vore kolleger og påtager os fælles ansvar for faglig og pædagogisk refleksion og udvikling. Vi modtager løbende supervision. Vi stræber ligeledes, så vidt det er muligt, efter at indgå i et konstruktivt og tillidsfuldt forældresamarbejde.
Vi betragter udvikling af selvværd/selvtillid som fundamentale forudsætninger for enhver form for vækst og læring. Vi har skabt et meget struktureret og forudsigeligt miljø, hvor ingen strukturer dog er statiske, da vi samtidig i høj grad er åbne overfor udvidelse/afskaffelse af de strukturer, der ikke længere er konstruktive i forhold til elevernes individuelle udvikling/vækst. Strukturerne tjener som ramme om et varieret indhold med plads til spontanitet og livsglæde.
Som voksne er vi grundlæggende synlige, styrende og bestemmende, men med stor respekt for den enkelte elevs ret til medbestemmelse. Da mange af vore elever er tilbøjelige til at opleve ethvert direkte krav som en form for overgreb, gør vi os bevidst umage for at formulere nødvendige krav som tilbud, eleven ikke vil gå glip af - samtidig med, at vi gradvist hæver elevens tolerancetærskel overfor direkte krav. På tværs af forskelligheder lægger vi stor vægt på at udvikle gensidig respekt alle parter imellem, således at eleverne erkender og accepterer egne og andres ressourcer og mangler.
Vi arbejder målrettet med at øge elevernes sociale færdigheder og give dem mulighed for - og redskaber til - at danne forpligtende relationer. Gensidig tillid og ansvarlighed er grundsten. Vi betragter konflikter som uundgåelige - og udviklende i indlæringen af konstruktive/alternative konfliktløsningsstrategier. Eleverne er selv med til at formulere en målsætning for deres læring, og er løbende til samtale desangående. Når en elev starter på skolen, er motivationen som regel i bund, men de ’gamle’ elevers iver og arbejdsmoral smitter hurtigt af. Vi fokuserer meget på at bevidstgøre dem om de ressourcer de har, de fremskridt de gør, samt at vi alle er ligeværdige, men ikke jævnbyrdige.
Vi vægter udvikling af læseglæde højt, da vi betragter dette som en vigtig indgang til udvidelse af elevernes verdensbillede og selvforståelse. Humor, fantasi og nysgerrighed spiller en vigtig rolle i vores indbyrdes relationer. Personlig opmærksomhed og nærvær er altafgørende i motivationen af eleverne, og ligeledes udvikling af tro på og oplevelse af, at man ved egen indsats kan nå et mål. Vi tager elevens udgangspunkt alvorligt som afsæt for udvikling af mulige ruter til målet. Bevidsthed om hvilke mål der satses på, og hvordan man arbejder i den rigtige retning, fører til målbevidsthed i arbejdet. Forståelse af krav som middel til at nå et mål inspirerer eleven til at stille krav til sig selv og dermed påtage sig medansvar for egen læring, samt erkende, at vi som lærere kun kan give dem nøgler – de må selv åbne dørene. Gennem mange små succes’er udvikles en positiv tro på, at forandring er mulig, og at nederlag kan bæres og overvindes.
Vi udfærdiger elevrapporter og undervisningsplaner i forbindelse med status- og revisitationsmøder.
Dagsrytme:
Den daglige struktur er en kombination af individuel indlæring og fælles aktiviteter. Eleverne møder hver dag kl. 8:30-13:30, fredag dog 8:30-11:45. Fredag er social /projektdag, hvor der hovedsageligt fokuseres på praktiske/sociale færdigheder. Vi starter dagligt med fælles samling, hvor hver enkelt elev har mulighed for at fortælle om oplevelser siden sidst, samt løsning af eventuelle konflikter. De går derefter i egne klasser (2-3 elever i hver klasse). Om formiddagen undervises hovedsageligt i dansk og matematik. Hjemkundskab indgår naturligt i den daglige forberedelse af frokost, som klasserne skiftes til at stå for. Vi lægger stor vægt på sund mad fremstillet af miljørigtige råvarer. Om eftermiddagen undervises i fællesfag (billedkunst, natur/teknik, religion, psykologi, Trin for Trin (udbygget), seksualundervisning samt emner, som eleverne selv er motiveret for. Desuden undervises alle elever i engelsk. Dagen slutter med fælles evaluering, hvor også evt. uløste konflikter afsluttes. Undervisningen tilrettelægges løbende i overensstemmelse med den enkelte elevs umiddelbare standpunkt og ressourcer med udgangspunkt i individuelle undervisnings/behandlingsplaner. Inden dagens tre frikvarterer starter, aftaler vi, hvad hver enkelt elev vil bruge sit frikvarter til. Da vi betragter fysisk udfoldelse som en væsentlig del af elevernes psykiske og sociale udvikling, sørger vi for mange udfoldelsesmuligheder.
Hver 14. dag starter vi dagen med et skolemøde, hvor eleverne har mulighed for at fremkomme med kritik og ønsker. Gennem medbestemmelse og aktiv involvering i problemløsning fremmes elevernes selvværd og ansvarlighed. Forståelse af konsekvenserne af egne beslutninger er ligeledes vigtigt erfaringsmateriale. Eleverne skiftes til at skrive referat. Vi lægger vægt på et varieret spektrum af praktikforløb for de større elever som et vigtigt led i deres fremtidige mulighed for at træffe valg i samfundet.
Ture og Lejrskole
I sommerperioden ( 1 april til 1 oktober) tager vi på heldagstur hver 14. dag, i vinterperioden en gang om måneden.
Lejrskole ophold én gang årligt, ( uge 33 ) Skiferie én gang i vinter sæsonen
|